Tema 1: Energiformer og energiomdannelse
Repetition af energiformer med kortspil
Kortspillet om Energiformer kan bruges til at repetere de syv energiformer kinetisk energi, mekanisk potentiel energi, elektrisk energi, varmeenergi, kemisk energi, elektromagnetisk strålingsenergi og kerneenergi, efter eleverne har fået introduceret energiformerne samt de formler, der hører til dem. Spillet består af 7 stik, i alt 20 kort. Til de 6 stik er der kort med navn, formel og hvad der bærer energien. Stikket “kerneenergi” består kun af de to kort “Kerneenergi” og “Bindinger mellem protoner og neutroner i atomkerner”
Sæt eleverne til at spille Fisk eller Vendespil i grupper, eller lad dem i fællesskab sortere kortene i stik, der hører sammen.
Spillet kan tilpasses ved at udelade 2) eller 3) fra alle 7 stik eller ved at udelade stik, der svarer til energiformer, der ikke har optrådt i undervisningen.
Øvelse med omformning
Kortene Energiform og omformning kan bruges til at træne energiformer og energiomdannelse og til at knytte begreber fra fysikundervisningen sammen med fænomener fra hverdagen. Eleverne inddeles i grupper. Her trækker de på skift en seddel fra bordet, læser højt og svarer på A) hvilken slags energi der er tale om og B) hvordan den kan omformes til en anden form for energi. Alternativt kan det være tre forskellige elever, der 1) trækker og læser, 2) svarer på A) og 3) svarer på B).
Tema 2: Bevarelse af mekanisk energi
Størrelser og formlen Ekin = ½mv2
Sorteringsspillet om kinetisk energi kan bruges til at træne elevers forståelse af formlen Ekin=½mv2 og betydningen af henholdsvis masse og hastighed for mængden af kinetisk energi. Sedlerne gives til elever i par eller grupper af tre. Eleverne skal i fællesskab arrangere sedlerne i rækkefølge alt efter mængden af energi. Diskuter bagefter, hvilke biler der har samme kinetiske energi og hvorfor.
Skaterpark
PhET hjemmesiden har mange gode simulationer til undervisning, heriblandt Energi-skaterparken som illustrerer energibevarelse. Her er et spørgsmålsark til eleverne.
Forsøg med kvantitativ behandling af energiomsætning
Kør legetøjsbiler ned ad en rampe, og mål farten for foden af rampen. Sammenlign med forudsigelsen
v = (2gh)½ fra bevarelse af mekanisk energi.
Evaluerende Quiz med fem spørgsmål om kinetisk og mekanisk energi
Denne Socrative quiz tester elevernes forståelse af kinetisk energi og formlen Ekin =½mv2.